Onkel Toms Hytte

Onkel Toms Hytte
Title: Onkel Toms Hytte
Release Date: 2018-03-28
Type book: Text
Copyright Status: Public domain in the USA.
Date added: 27 March 2019
Count views: 35
Read book
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 ... 35

Transkribentnotater

—Bokstavene Å og å er representert i denne e-Tekst ved henholdsvis Aa ogaa, i samsvar med norske bøker trykt på den tiden.

—Rettskrivingen og tegnsettingen av originalen er bevart.

—Åpenbare tegnsettingsfeil og trykkfeil er rettet opp.

—Blanke sider er slettet.


Forside

HARRIET BEECHER STOWE:

ONKEL TOMS HYTTE


OMSKREVET PAA NORSK
AF
O. FLÆTEN

MED 35 TEGNINGER
AF
POUL STEFFENSEN

KRISTIANIA
UDGIVET AF "BØRNENES BOGSAMLING"


1898
DET NORSKE FORLAGSTRYKKERI


[1]

FØRSTE STYKKE.
En menneskekjærlig handelsmand.

Endda det var bidende koldt ude, som det kan være paa en vinterdag iKentucky[1], var det lunt inde i den hyggelige dagligstuen. Her sadgaardens eier, herr Shelby, og en fremmed mand ved et bord med sinevinglas fremfor sig. De talte sammen om noget, som syntes at optage demmeget sterkt.

Den fremmede var en liden bredvoksen kar, med grove ansigtsdrag og etpralende væsen. For at se fin ud havde han pyntet sig med en spragletvest af alle mulige slags farver og med et blaat, gulprikket halstørklæ,som var bundet i en stor sløife. Paa de store grove hænderne blinked en mængde[2]ringer, og et tykt guldkjede med et helt knippe afforskjelligfarvede signeter hang og dingled paa vesten hans.

«Nei, hør nu, min gode herr Shelby,» sa han og tog sig en sup afvinglasset, «den handel gaar jeg aldrig ind paa.»

«Ja, men jeg kan forsikre Dem, herr Haley, at Tom er ærlig værd dissepengene; han er en sjelden flink kar; han har i flere aar styrt mingaard og faat alt til at gaa som et urverk.»

«Naa ja, for en neger at være....»

«Og saa er han det ærligste og gudfrygtigste menneske jeg kjender,» blevShelby ved. «Jeg har kunnet betro ham alt,—penger, hus og hester,—ogfuld frihed har han havt til at gaa hvor han vilde.»

«Naa ja—gudfrygtig kan en neger være, det har jeg selv havt prøver paa.I den sidste flok negre jeg sendte til Orleans, var der en som kundelæse de vakreste bønner saa godt som en prest; det var en ren lyst athøre paa ham. Jeg fik ham da ogsaa rigtig godt betalt—omkring et og ethalvt tusend kroner.»

Schelby tørked panden med lommetørklæet. «De kan tro, herr Haley, detfalder mig tungt at sælge Tom. Jeg har da samvittighed.»

«Vel, det forstaar jeg godt; samvittighed[3]maa en ha,» sa handelsmanden med et suk og fyldte sit glas.

Schelby havde altid været god mod sine slaver, og det gjorde ham derforvondt at skulle være nødt til at sælge Tom for at dække i det mindste endel af den gjæld han var kommet i til Haley, som nu gjorde krav paa atfaa sine penger udbetalt.

«De bør lade kjøbesummen for Tom kvitte af for min hele gjæld til Dem,»sa han.

«Nei, min gode Schelby, det gaar ikke; nu sætter De dog for høi pris paaDeres vare.»

Slavehandleren sukked igjen og skjænked mere vin i sit glas.

«Hvad vil De da give mig for Tom?» spurte Schelby, efter at have siddeten stund og tænkt sig om.

«Jeg skal sige dem hvorledes det kan bli handel af: Giv mig en gut ellerjentunge paa kjøbet, og jeg slaar til.»

Med det samme gik døren op, og en gut paa fire—fem aar kom ind. Det varen vakker liden fyr, med sort, krøllet haar og store, mørke øine, og medsmilehuller i kinderne. Han gik klædd i en staselig bluse af stripet,rødt og gult tøi, og saa glad og fornøid ud.

«Hei du!» ropte Schelby og kasted en[4]klase vindruer bort mod gutten. «Kan du ta dem?» sa han.

Gutten løb alt det han orked efter druerne, og fik i en fart fat paadem. Begge herrerne lo.

[5]

«Lad nu den fremmede manden se hvor flink du er til at synge og danse.»

Gutten tog da paa at synge, med klart og fyldigt maal, en af de vanligenegersange, fegted med hænderne, hopped og vred sig, alt i fuldkommentakt.

«Bravo!» ropte handelsmanden og kasted et stykke appelsin til den veslekrabat. «Det er en prægtig unge, ham maa jeg ha.»

I det samme kom guttens mor ind i stuen. Det var en slank og velbyggetkvinde paa nogen og tyve aar, med store sorte øine og lange øienhaar.Hun havde hørt noget om handelen, og var nu i den dødeligste angst forat hendes lille gut skulde bli solgt.

«Hvad er det, Elisa?» spurte Schelby, da hun blev staaende ved døren,graableg af skræk.

«Det er Harry jeg ser efter.»

Gutten løb bort til hende og viste hende det han havde faat.

«Du kan godt ta ham med dig ind,» sa hendes herre venlig.

Let om hjertet gik hun med gutten ved haanden ud af stuen.

«Det var et prægtigt kvindemenneske De har der!» udbrød Haley. «Det varrigtig egte vare! Hende kunde De faa mynt for, om De havde hende tilmarkedet i Orleans.[6]Jeg har set kvinder som ikke var det mindstevakrere gaa op til fire tusend kroner.»

«Jeg har ikke tænkt at sælge hende,» sa Schelby kort.

«Dersom jeg bød Dem ... lad mig sige....»

«Hun er ikke at faa kjøbt,» atbrød Schelby ham i en fast tone.

«Vel, men gutten vil De vel lade mig faa?»

«Hvad brug kan De nu egentlig ha for ham, et barn?»

«Det skal jeg sige Dem, herr Schelby. Jeg har en god ven, som driver medat opdrætte saadanne smaafyrer for at sælge dem paa markedet. Han vildekunne gjøre noget ud af et emne som han der.»

Schelby sad og grunded et øieblik.

«Jeg vil nødig af med ham,» sa han, «og min kone vilde ta sig svært næraf det, om jeg solgte ham—ikke at tale om hans stakkars mor, som vildebli rent fortvilet.»

«Ja moren ja. Det tror jeg nok; jeg kjender noget til hvorledes mødretar paa vei ved slige leiligheder. Det er rent afskyligt at høre paaderes skrig og skraal. Men folk kan ogsaa bære sig dumt ad, naar de skalta et barn fra moren. Jeg har set handelsmænd som med magt har revetbarnet ud af armene paa moren, uden at[7]bry sig om alt det hun graat ogtuted. Men det er uklogt at ta det paa den maaden; varerne lider veddet. Det hænder endog somme tider, at et ungt kvindemenneske kan gaarent fra vettet ved en slig medfærd, og hvad er hun saa værd? Nei, enskal være menneskekjærlig, det staar alle parter sig bedst paa.»

Her stansed slavehandleren, tog sig et glas vin og la sig bagover istolen.

«En skulde ikke rose sig selv,» blev han ved, «men jeg vil dog sige, atnaar jeg er kjendt for at føre særlig fed og vakker vare til markedet,saa er det fordi jeg er et menneske, herr Schelby; jeg steller minenegre som en god og kjærlig husbond.»

Schelby drog paa smilen.

«Jeg siger altid til mine folk: Lad være at slaa, siger jeg. Det er ikkenoget ondt i at kvindfolkene graater og bærer sig. De gjør det ikke afondskab; det er deres natur, de kan ikke for det, siger jeg. Det erdesuden dumt at være haard med dem, siger jeg; de blir syge og kanvantrives af det, og saa blir de stygge og gaar ned i pris. Tal hellervenlig med dem, siger jeg, og se til at faa dem ud af syne, naar deretar ungerne fra dem. Det samme vil jeg sige til Dem, herr Schelby: Sendhende bort en uges tid, og lad mig komme i al stilhed og[8]hente gutten.Hun vil vel alligevel tute og bære sig noget, naar hun hører at guttener borte; men naar konen Deres bare er lidt venlig mod hende og forærerhende et par øreringer eller nogen andre smykker, saa....»

«Nu vil vi ikke tale mere om den ting,» afbrød Schelby ham; «jeg maatale med konen min om saken, før jeg kan gaa ind paa nogen handel medDem.»

«Vel, gjør det!» sa handelsmanden og reiste sig; «men jeg vil sige Dem,herr Schelby, at jeg nu snart maa ha et opgjør mellem os.»

«De kan komme igjen i kveld mellem 6 og 7, saa skal De faa mit svar.»

«Vel!»

Haley tog overfrakken paa og gik.

«Aa, den som kunde have sparket det menneske ned trapperne!» mumledSchelby for sig selv og satte sig til at tænke over saken en stund. Hanforstod at Haley havde et saa fast tak i ham, saa han ikke kunde slippefor billigere kjøb end at lade ham faa baade Tom og den vesle gutten.

Var bare alting dermed op-og afgjort, saa var det endda ikke saa megetat sige paa det; men han var desværre saa dybt nedsunket i gjæld tilalle sider, at han ikke[9]kunde øine nogen udvei til at komme ud af den.

«Min gode trofaste Tom!» hvisked han for sig selv. «At jeg skal værenødt til at sælge dig til en som denne Haley!»

Men der var ingen udvei at komme fra det paa. Han maatte gaa ind paahandelen nu, hvis ikke Haley skulde komme og rive ham af pinden.

Og saa Elisas barn! Hvor hun vil sørge og græmme sig!

Han tænkte ogsaa paa faren. Ogsaa for ham gjorde det ham ondt; men hansaa ingen udvei til at redde gutten hans.

«Og min kjære kone—hvor hun vil bli bedrøvet, naar hun hører hvorledessakerne staar!»

Det var kanske bedst slet ikke at tale med hende om handelen, før denvar afgjort.

«Aa!»—han vred sine hænder; han vidste ikke hvad han skulde gjøre.

[1] En af de østlige stater i Nordamerika.


[10]

ANDET STYKKE.
Moren og faren.

Alt fra hun var barn havde Elisa havt et godt hjem i Schelbys hus.Schelby havde da kjøbt hende, og hans hustru havde fra første stundværet som en mor for hende og opdraget hende mer som barn af huset endsom et slavebarn.

Ogsaa Elisas medtjenere havde det godt. Schelby og hans kone var kjendtefor at stelle pent med folkene sine. I det hele taget havde slaverne detlangt bedre i Kentucky end i sydstaterne, hvor de især i onnetiderneblev drevet med en tvang og haardhed som ofte gjorde det umuligt for destakkars mennesker at holde det ud. Slaverne i Kentucky holdt det derforfor en ulykke at bli solgt sydover.

Elisa blev tidlig gift med en ung lys mulat som hedte Georg Harris.Denne unge mand var slave paa en nabogaard; men hans herre havde leietham bort til arbeide ved en seildugsfabrik derinærheden. De ungeegtefolk levde saaledes hver for sig. Det var bare en gang imellem dekunde faa være sammen. Alligevel var de lykkelige og[11]glade i den førstetid efter de blev gifte. Men saa kom en tung tid for dem; de misted sineto første børn. Dette tab tog de sig svært nær af. Især var moren i langtid utrøstelig. Det var først efter at de i stedet havde faat lilleHarry, som vi før har lært at kjende, at de overvandt sin sorg.

Georg Harris var en sjelden vakker mand, havde godt hoved og varfingernem. Ved seildugsfabriken var det gaat ham saa godt, at han paakort tid havde tjent sig op til den første plads mellem arbeiderne. Hanfandt op en maskine til at renske hamp med, og for denne sindrigeindretning, som det viste sig var af god nytte til at spare arbeide,blev han høit agtet og afholdt ved fabriken.

Men netop denne gode og nyttige opfindelse blev hans ulykke. Hans herrevar en trangsynt, raa og haardhjertet tyran. Da han havde hørt om Georgsopfindelse, kom han en dag til fabriken for at se sig om i verkstederne.Fabrikherren tog imod ham med stor gjestfrihed. Georg fulgte ham omkringog foreviste ham maskinen. Han var stolt af det arbeidet, og med storveltalenhed gjorde han rede for maskinens mekanisme. Men det skulde hanikke gjort, for den fornemme herre fik derved en altfor sterk kjendselaf at han i grunden var en ubetydeligere mand end sin egen træl; han[12]blev fornærmet over Georgs frimodige fremfærd, og gav ham en skarptilrettevisning. Fabrikherren, Vilson, tog med et par forsigtige ordGeorg i forsvar; men det gjorde bare den fremmede herre end mereforbitret.

Hvad havde hans slave med at opfinde maskiner og være vigtig af detoverfor ham, en høit agtet plantageeier! Han skulde snart sætte enstopper

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 ... 35
Comments (0)
reload, if the code cannot be seen
Free online library ideabooks.net